Universets Foster-partikel og den første
kosmiske kvante-proces
Simpel udledning af formlen 
Af Louis Nielsen,
Lektor ved Herlufsholm
DEN KOSMISKE
EMBRYOTON – UNIVERSETS FOSTER-PARTIKEL
Alt i det nuværende mangfoldige og fantastiske Univers er dannet ud fra én ’stof-partikel’, den Kosmiske Embryoton, der var Universets Foster-partikel. Den kosmiske foster-partikel har ved utallige delinger dannet de grundlæggende stof-energi-kvanter, unitoner, som alt i Universets består af og fungerer ved hjælp af.
Den kosmiske foster-partikel kan karakteriseres ved to fysiske størrelser: Massen M, som også er lig den totale masse af det udviklede Univers, og foster-partiklens udstrækning d, der definerer den mindste fysiske længde, kvante-længden. (I mine andre artikler også kaldet elementar-længden eller afstands-atomet).
Alle senere partiklers stofmasser er en rationel brøkdel af M, og alle fysiske længder er lig med et naturligt tal ganget med kvante-længden d.
DE PRIMORDIALE
UNITONER. TIDENS MULIGHED
Universets aktive eksistens begyndte, da den kosmiske foster-partikel delte sig til to stof-energi-kvanter – de Primordiale Unitoner (de første Enheds-partikler).
Den kosmisk embryonale og fundamentale kvante-forandring giver mulighed for definition af begrebet og størrelsen ’tid’, idet: ’Uden forandringer ingen tids-forløb!’.
Adskillelses-varigheden af den kosmiske foster-partikel til de to primordiale Unitoner, definerer det mindste fysiske tids-interval, kvante-tiden t. (I mine andre artikler også kaldet elementar-tiden eller tids-atomet).
Alle senere tids-intervaller er lig med et naturligt tal ganget med kvante-tiden t.
FYSIK-GRUNDLAG:
MASSE, LÆNGDE OG TID
For at kunne beskrive og forklare Universet og dets processer definerer vi relevante såkaldte fysiske størrelser.
En fysisk størrelse angives ved en tal-værdi, en passende måle-enhed og eventuelt en retning.
Grundlæggende og kosmologiske måle-enheder er:
Universets totale masse M, kvante-længden d og kvante-tiden t.
Alle fysiske størrelser, såsom hastighed, acceleration, kraft, energi osv., kan defineres ud fra de fundamentale kosmiske kvante-størrelser.
Fysiske love er matematiske relationer der sammenknytter fysiske størrelser.
FARTEN AF DE
PRIMORDIALE UNITONER OG LYS
En meget fundamental fart i Universet er farten c af lys. Denne fart postuleres at være givet ved brøkforholdet mellem kvante-længden d og kvante-tiden t:
(1) 
Da kvante-længden d og kvante-tiden t er kosmisk invariante og absolutte størrelser, så gælder dette også farten c. Dette er også et af grundpostulaterne i den specielle relativitets-teori.
Farten af de primordiale unitoner må antages at være lig med c.
UNIVERSETS TOTALE
ENERGI 
I det følgende vil vi på en simpel måde udlede, at Universets totale energi E er givet ved:
(2) 
I ligning (2) er M universets totale masse og c = (d/t) er lig med den fart som også lys forplanter sig med.
DE EMBRYONALE
KVANTEKRÆFTER. UNIVERSETS TOTALE ENERGI
Universet kom i aktiv eksistens, da den kosmiske embryoton med massen M delte sig i to primordiale unitoner, hver med massen M/2.
Den første kosmiske kvante-proces foregik ’i løbet’ af det første kosmiske kvante-tids-interval t.
De to primordiale unitoner blev accelereret, hver især, op til hastigheden c over en ’strækning’ lig med kvante-længden d. De accelererende kræfter var de første kosmiske embryonale kvante-kræfter, der virkede over kvante-længden d og i kvante-tiden t.
Lad os betegne størrelsen af den embryonale kvante-kraft med F. Denne kan beregnes ved hjælp af Newtons 2. lov, der giver definitionen af det man kalder den resulterende kraft: ’Den resulterende krafts størrelse er lig med masse gange acceleration’:
(3) 
I ligning (3) er 
accelerationen af de
primordiale unitoner.
Accelerationen a er en kosmologisk maksimal kvante-acceleration, den største acceleration der kan etableres i Universet. F er størrelsen af den maksimale kosmiske kraft, der satte Universet i gang. Størrelsen af enhver senere kraft-virkning i Universet må antages at være lig med en hel brøkdel af den embryonale kvante-kraft F.
Den tilvækst i kinetisk energi E som de primordiale unitoner
fik kan beregnes ved hjælp af mekanikkens arbejdssætning: ’Den resulterende
krafts arbejde 
er lig med tilvæksten i kinetisk energi E’:
Da hver af de to primordiale unitoner blev påvirket af en resulterende kraft F, får vi, at Universet begyndte dets eksistens med en total kinetisk energi E givet ved:
(4) 
Formel (4) svarer til den Energi-masse-formel som Albert Einstein udledte 1905 i sin specielle relativitetsteori. Udledningen her viser, at den fundamentale energiform er kinetisk energi (bevægelses-energi) af unitoner.
Energi-masse-formlen er her udledt simpelt ved hjælp af Newtons mekanik. Og udledningen er baseret på Universets første embryonale kvante-proces, da Universet begyndte dets aktive eksistens!
Studér mere på: http://louis.rostra.dk/
Louis Nielsen
Juni 2007