Edward Jenner – vaccinationens grundlægger

Træk af vaccinationens historie

Af Louis Nielsen cand.scient. i fysik og astronomi, Lektor ved Herlufsholm

Sygdommen kopper – en menneskedræber

Sygdommen kopper menes at have været kendt allerede i oldtiden. Det menes at Ramses V døde af kopper 1157 f.Kr. Omkring år 900 gør en persisk læge opmærksom på, at kopper er en langt mere alvorlig sygdom end mæslinger.

Sygdommen kopper forårsages af et bestemt virus, kaldet variola. Det første virus (af latin: slim, gift) blev isoleret fra bladene af en tobaksplante, der var angrebet af tobaksmosaiksyge. Tobaksmosaikviruset blev fremstillet i ren form i 1938 af kemikeren Wendell Meredith Stanley (1904-1971), der i 1946 fik Nobelprisen for sin forskning.

Koppe-virus overføres fortrinsvis gennem udåndingsluften fra en syg, men også fra den syges udslet og skorper. I øvrigt kan smitte overføres fra alt, hvad den syge har været i berøring med. Virus dør hurtigt i sollys. Inkubationstiden, dvs. tidsforløbet fra smittetidspunktet til tidspunktet for sygdomsudbruddet er i gennemsnit 12 døgn.

Sygdommen forløber som regel i to faser. I første fase får den syge feber, hovedpine og influenzalignende symptomer. Efter 2 til 4 døgn indtræder anden fase med temperaturfald og et mæslingelignende udslet, der breder sig fra ansigtet og hænderne til hele kroppen. Udslettet begynder med kløende røde pletter, der efter et par dage bliver til blærer, der fyldes med betændelse og undertiden med blod (da betegnet som ’sorte kopper’). Sygdommen kan give betændelsestilstande og blødninger i indvendige organer, da med stor dødelighed til følge. Hvis den syge overlever, tørrer blærerne, i løbet af et par uger, ind til tørre skorper, der efterlader grimme vansirende ar.

Gennem århundrede har sygdommen kopper hærget det meste af verden i form af store smitsomme epidemier. I 1700 årene menes omkring 45 millioner mennesker alene i Europa at være døde af sygdommen, og endnu flere er blevet invalideret og alvorlig vansiret af store ar. Da sygdommen i 1707 kom til Island døde omkring 30 % af befolkningen. I 1741 døde 743 børn af sygdommen i den norske by Bergen. Det var omkring halvdelen af alle døde i byen det pågældende år.

Folkelig lægekunst – ’med ondt skal ondt fordrives’

At indpodning af et sygdoms-givende smitstof kunne føre til immunitet, dvs. uimodtagelighed overfor en bestemt sygdom, er kendt fra gammel folkelig lægekunst.

I 1718 lod Lady Mary Wortley Montagu (1689-1762) sin 6-årige søn pode (inoculere) med pus, dvs. betændelsessekret, fra en patient der havde sygdommen kopper. Lady Montagu, der var digter og gift med den engelske ambassadør i Konstantinopel, fik ideen med indpodning af smitstof fra den gamle tyrkiske folkemedicin. Montagu havde selv haft kopper i 1715. Hun overlevede sygdommen, der dog gav hende et vansiret udseende. Hendes 20-årige broder var nogle måneder forinden død af kopper.

Metoden med indpodning af et sygdomsfremkaldende smitstof, også kaldt variolation, blev gennem Montagu indført i England i 1721. I videre kredse blev metoden udbredt gennem et værk skrevet i 1754 af franskmanden Charles de la Condamine. I perioden 1755-1760 fandtes der en lille variolationsanstalt i København. På initiativ af statsmanden og lægen Johan Friedrich Struensee (1737-1772) fortsatte denne podningsmetode frem til 1783. (Struensee blev henrettet på Københavns Østre Fælled 28. april 1772, anklaget for majestætsfornærmelse og brud på Kongeloven).

Resultaterne af ’variolations-behandlingen’ var meget tilfældige. I stedet for at blive modstandsdygtige over for sygdommen blev de podede personer syge, og mange døde. Dette var ikke underligt, idet podningen blev udført meget primitivt. F.eks. anbragte man lidt skorpe fra en koppe-patient i næsen på en rask person. Eller man lavede et lille åbent sår i armen på den raske person, hvorefter man trak en snor, inficeret med pus fra den syge, gennem det åbne sår.

Hvorfor fik malkepiger ikke kopper? Vaccination

Sygdommen kopper kan i en lidt anden form også angribe dyr. Således kender man kokopper, hestekopper, svinekopper, fårekopper etc. Men disse former er relativt godartede. Kokopper giver anledning til blærer og sår på køernes yvere. Smitte kan ske fra dyreart til dyreart, men også fra dyr til menneske. Således kunne malkepiger få kokopper, der viste sig som sår og blærer på deres hænder. Hestepassere kunne blive smittet med hestekopper.

En interessant iagttagelse under epidemierne med sygdommen kopper var, at malkepiger og andre der var tæt på køer, ikke fik menneskeformen af kopper, eller også fik de sygdommen i mildere grad. Hvad var forklaringen på dette? Tidligt mente man, at årsagen måtte være, at malkepigerne var blevet inficeret med det smitstof der gav kokopper. Derved blev de modstandsdygtige over for menneske-kopper. Denne erfaring bevirkede, at flere begyndte at indpode kokoppe-smitstof i raske personer, med det håb at de så kunne undgå at blive angrebet af kopper.

Således haves en beretning om en engelsk landmand, Benjamin Jesty, der i 1774 indpodede kokoppe-smitstof på sin kone og to sønner. Med sønnerne skete der ikke noget, men konen udviklede en alvorlig betændelse, der dog forsvandt. Mange var forargede over denne behandlingsform, der dog inspirerede andre. Peter Plett, der var skolelærer i Holsten, benyttede i 1791 Jestys metode på nogle af sine elever. De ’vaccinerede’ elever undgik nogle år senere at blive syge under en koppe-epidemi. Denne metode med indpodning af kokoppe-smitstof har givet navn til betegnelsen vaccination, idet vacca er det latinske ord for ’ko’.

Vaccination i Danmark

Den første vaccination i Danmark blev udført i 1801 af Professor i kirurgi ved det Chirurgiske Akademi F.C. Winsløv (1752-1811). Winsløv fik sin vaccine fra Jenner.

I 1802 blev det første vaccinationsinstitut åbnet i Danmark. ’Variolations-behandlingen’ blev forbudt i Danmark og Norge i 1810, hvor lovpligtig vaccination mod kopper blev indført. Børn skulle vaccineres inden de fyldte 7 år.

Den lovpligtige vaccination mod kopper blev afskaffet i 1976, da WHO meddelte, at kopper var udryddet i næsten hele verden.

Edward Jenner – lægen der vandt kampen mod kopper

I det følgende lidt om den engelske læge Edward Jenners livsforløb. Jenner var den første, der på videnskabelig basis, foretog en vaccination, der gav immunitet overfor sygdommen kopper.

Edward Jenner (1749-1823)

1749: Edward Jenner blev født 17. maj i Berkeley i Gloucestershire,

hvor faderen Stephen Jenner (1702-1754) var sognepræst.

Edward var det yngste barn af en søskendeflok på seks.

Faderen og moderen Sarah, født Head, døde begge da Edward

var fem år gammel. Efter forældrenes død blev Edward

opdraget af sin ældre søster Mary.

1762: 13 år gammel blev Edward Jenner sat i lære hos en kirurg,

Daniel Ludlow, i Sodbury ved Bristol, hvor han arbejdede i

seks år.

Mens Jenner arbejdede hos Ludlow hørte han om metoden

med at ’variolere’, dvs. hvor man overførte smitstof fra et sygt

menneske til et rask menneske. En dag havde han også hørt en

bondekone sige, at hun ikke kunne få menneske-kopper, fordi

hun havde haft kokopper. Denne bemærkning gjorde stort

indtryk på Jenner, specielt fordi han siden hørte om lignende

erfaringer fra folk på landet. Som ’lærling’ hos en læge havde

han dog ikke tid til at undersøge sagen nærmere.

1768: Jenner blev elev og medarbejder hos London-lægen

John Hunter (1728-1793), der i 1771 udgav værket ”The

Natural History of the Human Teeth”, det første større værk

om den moderne tandlægevidenskab. John Hunter er kendt

som sit århundredes største eksperimentelle kirurg.

1772: Jenner bliver praktiserende læge i Berkeley.

Han erfarede igen, at personer der havde haft kokopper ikke

fik den langt alvorligere sygdom børnekopper (også kaldet

småkopper, på engelsk smallpox).

1775: Jenner begyndte systematisk at studere sammenhængen

mellem kokopper og børnekopper. Han opdagede, at der

er mindst to typer kokopper. Smitstof fra den ene type

giver immunitet mod børnekopper, hvilket ikke gælder

for den anden type.

1788: Jenner bliver gift med den 27-årige Catherine Kingscote

(1761-1815).

1789: Sønnen Edward bliver født.

1794: Datteren Catherine bliver født.

1796: En malkepige Sarah Neame var blevet angrebet af

den type kokopper der kunne give immunitet mod børne-

kopper.

1796: 14. maj indpoder Jenner smitstof fra Sarah Neame på den

8-årige dreng James Phipps, hvis moder frygtede at sønnen

skulle blive smittet med kopper.

Omkring seks uger senere fik James indpodet smitstof

fra en hårdt angrebet patient med kopper. Inkubationstiden

på omkring 14 dage blev ventet med spænding. Men James

fik ikke kopper! Samme behandling fik 23 andre personer

og disse fik heller ikke sygdommen kopper!

1797: Sønnen Robert Fitzhardinge bliver født.

1797: Jenner indsendte en afhandling til Royal Society

omhandlende sine teorier og behandlingsmetoder mod

kopper. Royal Society returnerer afhandlingen med den

begrundelse, at den var alt for revolutionær!

1798: Jenner udgiver en bog om den første vaccination. Bogen

havde følgende titel: ’An Inquiry into Cause and Effects of

Variolae Vaccinae, a Disease Discovered in some of the

Western Countries of England, Particularly Gloucestershire

and Known by the Name The Cow Pox’.

1802: Et vaccinationsinstitut blev oprettet i Danmark. I 1810

indførtes tvungen vaccination i Danmark af børn under 7 år.

1803: ’The Royal Jennerian Society for the Extermination of the

Smallbox’ åbnede i England. I løbet af kort tid åbnedes tretten

vaccinationsanstalter alene i London.

1815: Jenners hustru Catherine dør 13. september, sandsynligvis af

tuberkulose Året efter vender Jenner hjem fra London til

Berkeley, hvor han genoptager sine elskede studier fra

drengeårene, nemlig studier af naturhistorie og geologi.

1823: 24. januar fandt man Jenner i sit bibliotek, bevidstløs

og lammet i højre side.

26. januar døde han. Jenner blev begravet i Berkeley

Kirke.

Publikationer af Jenner:

· An Inquiry into the Cause and Effects of the Variolae Vaccinae, a Disease Discovered in Some of the Western Counties of England, Particularly Gloucestershire, and Known by the Name of the Cow-pox (London, 1798)

· Further Observations on the Variolae Vaccinae or Cow-pox (London, 1799)

· A Continuation of Facts and Observations Relative to the Variolae Vaccinae or Cow-pox (1800)

· A Complete Statement of Facts and Observations Relative to the Cow-pock, Thomas Paytherus, Edward Jenner, & William Woodville (London, 1800)

· On the Origin of Vaccine Innoculation (London, 1801)

· On the Varieties and Modifications of the Vaccine Pustule, Occasioned by an Herpetic State of the Skin (Cheltenham, 1806)

· A Letter to C.H. Parry, MD, on the Influence of Artificial Eruptions in Certain Diseases Incidental to the Human Body (London, 1822)

· Observations on the Migration of Birds (1823)

Lidt om serum- og vaccinationsforskningen efter Jenner:

1881: Den franske kemiker og bakteriolog Louis Pasteur (1822-1895)

fremstiller en miltbrand-vaccine ved at svække miltbrand-

bakterier ved en temperatur på 42-44 grader celsius.

Det var Pasteur, der fortsatte med at bruge betegnelsen

’vaccine’, selv om den ikke havde med køer at gøre.

1880-88: Louis Pasteur udvikler sammen med Pierre Paul Émile Roux

(1853-1933) en kemisk teori om immunitet.

1885: Den 6. juli foretog Louis Pasteur den første indsprøjtning af en

svækket rabies-vaccine (dvs. vaccine mod hundegalskab) på den

9-årige dreng Joseph Meister, der forinden var blevet bidt flere

gange af en ’gal’ hund, dvs. som havde hundegalskab - rabies.

I de næstfølgende to uger fik drengen hver dag stedse kraftigere

indsprøjtninger. Moderen til drengen, fru Meister fra Alsace,

havde henvendt sig til Pasteur og bad ham indtrængende om at

redde sønnen fra at blive syg. Selv om Pasteur tøvede med

forsøget lykkedes det. Drengen blev ikke syg!

1886: De amerikanske veterinærer Theobald Smith (1858-1934) og

D.E. Salmon (1850-1914) fremstiller vaccine af dræbte

bakteriekulturer.

1887: Den tyske bakteriolog Friedrich. A. Löffler (1852-1915), der i

1884 opdagede difteri-bacillen, påviser, at difteri-baciller

udskiller en stærk gift, et toksin (af græsk toksikon, der betyder

’pilegift’). Det blev påvist, at det er dette toksin der er årsag til

de karakteristiske symptomer ved den epidemiske og ofte

dødelige sygdom difteri (af græsk difthera, der betyder

’læder’).

1888: Louis Pasteurs medarbejdere Pierre Paul Émile Roux (1853-

1933) og Alexandre Yersin (1863-1948) bekræfter Löfflers

opdagelse af difteri-toksinet.

1890: Den tyske læge Emil von Behring (1854-1917) viser, at difteri-

toksin i en patient forårsager dannelse af et antitoksin. Dette

antitoksin virker neutraliserende på difteri-toksinet.

Hvis en person har et overskud af antitoksin, da kan det

beskytte mod difteri.

Sammen med den japanske forsker Shibasaburo Kitasato

(1856-1931) påviser og udvinder Behring stivkrampens

antitoksin. Hvis antitoksinet blev indsprøjtet i dyr blev de syge

helbredt, og de raske blev immune mod sygdommen!

Behring og Kitasato udvikler et serum mod difteri. Behring

offentliggør afhandlingen: ’Untersuchungen über das

Zustandkommen der Diphteri-immunität bei Tieren’. Denne

afhandling danner grundlaget for sero-terapien, dvs. sygdoms-

behandling med serum, dvs. den blodvæske der stadig

indeholder antistoffer og antitoksiner, men ikke blodlegemerne.

1891: Juleaften dette år prøver Behring for første gang sit difteri-

serum på en difteriramt lille pige, der var indlagt på Bergmann-

Klinikken i Berlin. Pigen blev rask!

Fra 1893 går Behring i samarbejde med firmaet I. G. Farben i

Höchst am Main om produktion af difteri-serum.

1901: Behring modtager den først uddelte Nobelpris i Medicin.

Den tyske fysiker Wilhelm Konrad Röntgen (1845-1923)

modtog samme år Nobelprisen i fysik for sin opdagelse og

forskning vedrørende, de efter ham opkaldte røntgenstråler.

1902: I København indvies Statens Serum-Institut. Instituttets

grundlægger var læge og bakteriolog professor Carl Julius

Salomonsen (1847-1924). Instituttet blev etableret som følge af,

at det var lykkedes at udvikle en serum-terapi mod difteri.

I de følgende årtier var Instituttets daglige leder og opbygger

lægen dr.med. Thorvald Johannes Marius Madsen (1870-1957),

der i 1893 havde afsluttet sin medicinske embedseksamen.

Thorvald Madsen gjorde Statens Serum-Institut til et

verdenskendt forskningscenter og læreanstalt.

Thorvald Madsen var i øvrigt i en lang årrække chef for

Folkeforbundets Hygiejnekomite, der siden blev til World

Health Organisation, WHO.

1921: Den franske bakteriolog Albert Léon Charles Calmette (1863

1933) fremstillede en vaccine af svækkede tuberkelbaciller fra

kvæg. Vaccinen, den såkaldte calmette-vaccine, var den første

effektive vaccine mod tuberkulose.

Calmette var elev af Louis Pasteur og vicedirektør for Pasteur-

Instituttet i Paris. En forbedret vaccine mod tuberkulose blev

fremstillet sammen med dyrlægen Camille Guérin. Vaccinen

betegnes BCG-vaccinen, (efter bacillus Calmette-Guérin).

1924: Gaston Ramon (1886-1963) fra Pasteur-Instituttet i Paris

fremstiller en vaccine mod difteri.

1949: Den polsk-amerikanske biolog Albert Bruce Sabin (1906-

1993) fremstiller vaccine af en svækket men endnu levende

virus, der dog ikke kan fremkalde sygdom, men som stadig kan

give en vaccineret person immunitet mod sygdommen.

1953: Amerikaneren Jonas Edward Salk (1914-1995) fremstillede

vaccine mod sygdommen børnelammelse, poliomyelitis, polio,

af dræbte vira.

Vaccinen blev anvendt på aber, som den gav immunitet. Salk

vaccinerede sig selv, sin kone, sine tre børn og 500 frivillige.

Alle positive forventninger til vaccinen blev opfyldt.

1954: I april gennemførte Salk sammen med Thomas Francis (1900-)

fra Michigan University vaccinationer af 1.8 millioner

skoleelever, som havde meldt sig frivilligt. 95 % af børnene

kom igennem den følgende ’polio-sæson’ uden at blive syge.

1962: Oral Poliovaccinen, der indtages gennem munden, tages i brug.

Den blev udviklet af Albert Sabin og hans medarbejdere

1964: Mæslingevaccine tages i brug.

1967: Fåresygevaccine tages i brug.

1970: Vaccine mod sygdommen røde hunde tages i brug.

1981: Vaccine mod hepatitis B, dvs. leverbetændelse, tages i brug.

(Artiklen er baseret på mine foredrags-noter om ’Naturvidenskabens Pionerer’)

Louis Nielsen Juli 2003