Forord
Vulgata eller versio vulgata har en lang tradition bag sig som den katolske kirkes bibeludgave på latin, og som sådan kan den nok fortjene en del opmærksomhed, selv om det drejer sig om en oversættelse dels fra græsk, som er det sprog, det nye testamente er skrevet på, og dels fra hebræisk, som er det sprog, det gamle testamente er skrevet på. Til gengæld var latin endnu et levende sprog på det tidspunkt, da den nuværende vulgata-version fremkom for omtrent 1600 år siden.
I dette korte udvalg fra nye testamente (lidt over 11 normalsider) er de tre første evangelisters versioner af samme beretninger stillet synoptisk ved siden af hinanden. Jeg anser dette for at være en stor fordel, for når eleverne har læst den første af de tre parallelle tekster, har de et godt grundlag for forståelse af de næste to (og måske kender de indholdet i forvejen), og en hel del gloser er gengangere i alle tre versioner. De gloser, man ikke måtte finde i det alfabetiske glossar, vil altid være at finde i noterne til det stykke, hvortil de hører. Det er derved undgået at få det alfabetiske glossar til at svulme op med éngangsgloser, men da alle gloser er forklaret i dette hæfte, undgås anskaffelsen af en ordbog. Enkelte gloser (f.eks, tribulatio trængsel) findes ikke i de danske ordbøger, heller ikke i Jensen & Goldschmidt, så den lærer, der med sine elever vil læse en ikke-kommenteret tekst, henvises til en større udenlandsk ordbog, f.eks. K. E. Georges: Ausführliches Lateinisch-Deutsches Handwörterbuch (Hahnsche Buchhandlung, Hannover 1972). Det nye testamente fås i flere udgaver, bl.a. en udgivet af Eberhard Nestle: Novum Testamentum Latine (Württembergische Bibelanstalt, Stuttgart).
Man vil kunne mærke, at teksten er oversat fra græsk, bl.a. på enkelte bøjningsendelser, først og fremmest ved proprier, der afviger fra de klassiske, hvilket imidlertid er et fænomen, der i senantikken findes hos mange forfattere. Der er i dette hæfte medtaget nogle bøjningsoversigter, der viser græsk-influerede latinske bøjninger, men det drejer sig vel at mærke om paradigmer til orientering, altså håndbogsstof, og ikke lærestof. Men bortset fra at jeg har medtaget disse paradigmer, har jeg forsøgt at undgå unødige kommentarer. Således er der ikke givet særlige oplysninger om afvigelser fra klassisk latin, når disse ikke må formodes at volde eleven vanskeligheder, idet grammatikken på begyndertrinet kun bør være en hjælp til tekstforståelsen og ikke et mål i sig selv. De forekommende afvigelser vil i de fleste tilfælde nok kun blive bemærket af læreren, ikke af eleverne. For eleverne er det en fordel, at teksten er så talesprogsnær. Den er derfor lettere end de fleste andre tekster og således velegnet som tekst til folkeskolens afgangsprøve i latin. Det fyldige glossar er også udarbejdet med henblik på anvendelse i folkeskolen. Den lærer, der ønsker yderligere oplysninger om græskinfluerede bøjninger, henvises enten til min kortfattede artikel „Morfologiske strejftog - et par bemærkninger om græskens indflydelse på den latinske morfologi” i Rostra 1975/3 eller til R. Kühner: Ausführliche Grammatik der lateinischen Sprache, Teil I, Darmstadt 1966 (Wissenschaftliche Buchgesellschaft). En række yderligere henvisninger finder De i Jørn Namers latinbrevkasse Forum Romanum, side 44-46 i tidsskriftet SPROGLÆREREN nr. 3 (april 1978).

Garding, oktober 1978.

Hans Christophersen

Indledning
Også før den latinske udgave af bibelen, vi i dag kender under navnet vulgata, har der været oversættelser til latin af grundteksterne på hebræisk (GT) og græsk (NT). De første oversættelser af det nye testamente, som er nedskrevet på græsk i 1. årh., stammer fra 2. århundrede, og disse gamle latinske versioner blev anvendt i kirkerne, indtil Eusebius Hieronymus i 382 eller 383 på foranledning af pave Damasus I gik i gang med at udarbejde en revideret udgave, der i 9. årh. fik navnet versio vulgata, hvilket egentlig betyder den almindeligt udbredte udgave. Der er siden kun foretaget uvæsentlige småændringer, men forskellige munkes afskrivningsfejl eller selvbestaltede ændringer har ført til en vis usikkerhed omkring den oprindelige udformning - det, man nu kalder tekstvarianter, hvilket findes i alle så gamle tekster. Før bogtrykkerkunstens opfindelse var jo afskrift med deraf mulige fejl den eneste mulighed for udbredelse af bøger. Som eksempel kan nævnes, at der i begyndelsen af lignelsen om sædemanden hos Matthæus står Ecce exiit qui seminat, seminare, hvor en anden variant fortsætter sætningen: seminare semen suum. Men det kan også være et spørgsmål, om man skriver trigesimum eller tricesimum.